Ødegårdstur til Sverige

Ta' med Xpedit og Rallysupport på tur 17. - 20. maj 2024

Vi skal med Rally Support op på en stor klassisk ødegård ved Fegen i Sverige, ca. 3 timers kørsel fra København. Ødegården kommer til at danne base for en god pinsetur i godt selskab med masser af offroad, fællesskab, bålhygge, løgnehistorier og god mad fra fredag den 17. maj til mandag den 20. maj.

Vi skal fræse masser af grus og eller asfalt - du bestemmer selv. Der er fyldt med spor og småveje deroppe, og vi har flere forskellige ruter rundt i terrænet du kan vælge i mellem. Der er også en fin rute fra henholdsvis Halmstad og fra Helsingborg til ødegården

Vi laver nogle ruter man kan følge og vi laver i fællesskab nogle små køregrupper på 3-5 stykker.

Program:

Fredag:
Du kører selv til Fegen. Vi sender nogle gps filer til dig.
18:00 Indkvartering.
19:00 Vi griller et par pølser og varmer et par brød til dig.
21:00 Velkomst og præsentation
20:00 Oplæg i laden, om morgendagens grupper og ruter
21:00 Bålhygge

Lørdag:
08:00 Morgenmad med udlevering af madpakke
09:00 Kørsel rundt i terrænet i grupper
15:00 Mulighed for at lave en kaffe når du kommer tilbage.
18:30 Aftensmad
20:00 Samling i laden
22:00 Bålet er tændt til de sidste går i seng

Søndag:
08:00 Morgenmad med mulighed for udlevering af madpakke
09.00 Kørsel rundt i terrænet i grupper
15:00 Mulighed for at lave en kaffe når du kommer tilbage
18:30 Aftensmad
20:00 Samling i laden
22:00 Bålet er tændt til de sidste går i seng

Mandag:
08:00 Morgenmad
09:00 Kørsel rundt i terrænet i små grupper
13:00 Afslutning

PRAKTISK INFORMATION

Overnatning:
Du kan overnatte i sovesal i laden, i shelter eller i eget telt. Hvis du ikke gider at høre på andres snorken, og gerne vil have et ”eneværelse”, så tag dit telt eller en hængekøje med. Det er også muligt at tage campingvognen med.

Du kan også overnatte på Fegen Vandrehjem. Dette er for egen regning, og ligger ca. 4 km fra gården.
(Læs mere her:)

Der er toiletfaciliteter på gården, men regn ikke med hotelstandard. Du kan få lidt varmt vand i hovedet og under armene, men der er ikke mulighed for at gå i rigtigt bad. Fegen sø ligger 15 minutters gang fra gården og er en fin badesø.

Mad:
John Danø Skjøth står for maden til os. Han henter det meste af sin inspiration til madlavning hos Nak og Æd. Det er den store gryde på bålet med simpel god mad. Er du vegetar/veganer eller lign. så lad os vide det.

Onlinemøde:
Vi indkalder dig til et online møde en uge før afgang. Her vil vi fortælle om alt det praktiske og du kan komme af med dine spørgsmål.

PRIS OG TILMELDING

Prisen er 2.200 kr. og inkluderer:

  • 3 x overnatning
  • Alle måltider
  • Gpx ruter
  • Servicevogn med alt værktøj og opsamling af din motorcykel ved nedbrud
  • Fragt af bagage fra Kgs. Lyngby til ødegården. Kør derop og hjem uden vægt på cyklen.

Prisen inkluderer ikke drikkevarer. Der kan købes øl og sodavand på stedet.

KLIK HER FOR AT TILMELDE DIG!

Hvis vi aflyser grundet Corona er der fuld retur af penge. Hvis du selv aflyser pga. af sygdom eller lign. er der ikke tilbagebetaling. Du er velkommen til at sælge din plads til en anden.

Har du spørgsmål er du velkommen til at ringe til Peter på 51945177 eller skrive på kontakt@rallysupport.dk

ANSVARSFRASKRIVELSE

1. Ved at underskrive denne erklæring bekræfter jeg, at jeg er myndig og fyldt 18 år. Jeg bekræfter endvidere, at min deltagelse og tilstedeværelse på kursusforløb og aktiviteter udbudt af Rally Support/Xpedit A/S sker på eget ansvar.

2. Jeg er indforstået med og accepterer, at motorcykelkørsel i terræn, offroad og på grus- og markveje er potentielt farligt, og at jeg er klar over denne risiko.

3. Jeg er indforstået med og accepterer, at motorcykelkørsel og deltagelse i aktiviteter udbudt af Rally Support/Xpedit A/S kræver høj koncentration, fysisk styrke og god opførsel. Jeg erklærer derfor, at jeg er i god fysisk tilstand, og at jeg ikke er påvirket af alkohol, euforiserende stoffer eller medicin, der kan gøre mig uegnet til at køre motorcykel. Jeg er bekendt med, at benyttelse af motorcykler kan være farligt og at især personer med hjerteproblemer eller forhøjet blodtryk, gravide og personer med rygskader er i farezonen, og derfor ikke må deltage i aktiviteter hos Rally Support/Xpedit A/S.

4. Jeg er indforstået med og accepterer, at jeg alene på mit eget ansvar færdes og opholder mig på arrangementets områder.

5. Jeg er indforstået med og accepterer, at jeg skal følge alle anvisninger, som medarbejderne, instruktører eller repræsentanterne for Rally Support/Xpedit A/S giver mig under mit ophold på området.

6. Jeg bekræfter hermed, at jeg er i besiddelse af et gyldig kørekort til den motorcykel, jeg fører.

7. Jeg bekræfter hermed, at motorcyklen som jeg benytter, er lovligt indregistreret, forsikret og overholder gældende krav. (Se nærmere om forsikring nedenfor.)

8. Jeg er indforstået med og accepterer, at jeg alene påtager mig det fulde ansvar for person- og tingskader herunder skader på min egen person (f.eks. piskesmældslæsioner). Og tillige skader jeg eller genstande tilhørende mig/i min varetægt måtte forvolde på tredjemand eller genstande tilhørende tredjemand/i tredjemands varetægt.

9. Jeg er indforstået med og accepterer, at jeg selv hæfter for skader på motorcykel og andet udstyr, som anvendes ved aktiviteter planlagt af Rally Support/Xpedit A/S.

10. Jeg er indforstået med og accepterer, at Rally Support/Xpedit A/S eller repræsentanter for Rally Support/Xpedit A/S IKKE er erstatningsansvarlige for eventuelle skader på mine ejendele eller skader påført tredjepart, og at Rally Support/Xpedit A/S eller repræsentanter for Rally Support/Xpedit A/S IKKE er erstatningspligtige for mistede ejendele, herunder især tøj, udstyr og værdigenstande mistet eller glemt på området.

11. Jeg er indforstået med og accepterer, at Rally Support/Xpedit A/S eller repræsentanter for Rally Support/Xpedit A/S IKKE er erstatningsansvarlige for eventuelle personskader, som jeg måtte forvolde på mig selv eller tredjemand som følge af eller i forbindelse med deltagelse på kursus, aktiviteter eller forløb hos Rally Support/Xpedit A/S.

12. Jeg er indforstået med og accepterer, at jeg ikke kan søge regres mod Rally Support/Xpedit A/S eller repræsentanter for Rally Support/Xpedit A/S for de erstatningskrav, der måtte blive gjort gældende mod mig.

13. Jeg er indforstået med, accepterer og bekræfter at jeg, af Rally Support/Xpedit A/S, er informeret om at de fleste motorcykelforsikringer IKKE dækker skader opstået ved motorcykelkørsel i terræn, offroad og på grus- og markveje.

14. Jeg er indforstået med, accepterer og bekræfter, at jeg, af Rally Support/Xpedit A/S, er informeret om, at jeg selv skal kontakte eget forsikringsselskab og undersøge, på hvilke vilkår jeg er dækket. Herunder bør "Førerulykkeforsikring" og "Privat ulykkeforsikring" afdækkes.

15. Jeg er indforstået med og accepterer, at Rally Support/Xpedit A/S eller repræsentanter for Rally Support/Xpedit A/S forbeholder sig ret til at ekskludere enhver fra videre kørsel eller deltagelse i aktiviteter på området, hvis gældende retningslinjer eller anvisninger ikke bliver overholdt. Betalt deltagergebyr vil i sådanne tilfælde ikke blive refunderet, selvom den fulde tid ikke er gennemført.

Tilbage til toppen